Objektiv og hurtig kreditgivning
For knapt et år siden begyndte Danmarks største Internetbank, SkandiaBanken, ud fra D&B’s Failure Score at kreditvurdere enkeltmandsvirksomheder, som ansøgte om lån til køb af varebiler. Metoden har vist sig at rumme en masse fordele – men også overraskelser for banken.
Kreditafdelingen i SkandiaBanken beskæftiger sig bl.a. med bilfinansiering via forhandlerdistribution, og den altoverskyggende kundegruppe er her selvstændige erhvervsdrivende med enkeltmandsvirksomheder. Denne type virksomhed har ingen officielle regnskaber, og det betyder, at banken ikke har mulighed for at vide, om den pågældende virksomhed omsætter for 250.000 eller 25.000 kr. om måneden – eller for den sags skyld om indtægterne overstiger udgifterne.
”Når den selvstændige erhvervsdrivende sidder ude hos forhandleren og skal låne penge til et par biler, kan vi ved at bruge Failure Score give dem et hurtigt og øjeblikkeligt lån uden at skulle bruge mandetimer på at kigge alle virksomhedernes regnskaber igennem,” fortæller kreditchef Poul L. Poulsen og fortsætter: ”Den pågældendes virksomheds scoreværdi kommer automatisk til at stå i vores online-bevillingssystem, og hvis scoren er høj nok, går lånet automatisk igennem. I modsat tilfælde er det nemt for vores medarbejdere at overskue virksomhedens kreditværdighed, når den på forhånd er angivet i rapporten. Derefter skal de blot følge de kriterier, vi så har for kreditbeslutningen.”
En score for konkurs
D&B’s Failure Score angiver, hvor kreditværdig en kunde er ud fra en scoreskala på 1 til 100, hvor scoreværdien 1 angiver den højeste risiko for konkurs, mens 100 indikerer en minimal risiko for konkurs. Det er knapt tre år siden, D&B Failure Score blev lanceret, og systemet bygger på over hundrede forskellige faktorer, der har indflydelse på, hvordan en virksomhed klarer sig. Det er alt fra demografiske og finansielle data til virksomhedens evne til at betale deres fakturaer.
”Kreditvurderinger baseret på D&B Failure Score er mere objektive, end vi selv kan lave dem, og samtidig får kunden hurtigere besked, om vi vil finansiere bilkøbet,” fortæller Poul L. Poulsen, der er glad for, at banken sidste år indførte kreditgivning ved hjælp af D&B Failure Score. I dag foregår kreditgivningen automatisk via et online-bevillingssystem mellem bilforhandlerne og SkandiaBanken.
Eksisterende kunder med lav score
Da SkandiaBanken første gang tog D&B Failure Score i brug, undersøgte banken også kreditværdigheden hos samtlige eksisterende kunder. Og her viste det sig ganske overraskende, at langt fra alle enkeltmandsvirksomhederne var så kreditværdige, som banken troede. Ifølge Poul L. Poulsen var der forbløffende mange, der havde en lav score, og det understregede vigtigheden af at kende kundernes kreditværdighed. Mange af disse kunder med lav score var ofte kendt fra bankens restancelister, hvilket bekræftede D&B Failure Score’s effektivitet. SkandiaBanken er nu særligt opmærksom på de kunder, som har fået bevilget lån, men som kreditmæssigt ligger i den noget tyndere ende.
”I dag er det blevet fast rutine, at vi følger op på alle vores eksisterede kunder,” fortæller Poul L. Poulsen og fortsætter: ”Vi er også blevet mere opmærksomme på, at der er store regionale og lokale forskelle på sandsynligheden for, om en virksomhed går konkurs.” Kreditchefen mener, at scoren giver en højere kvalitet i kreditbeslutningsprocessen, fordi udregningen af scoren er objektiv.
I SkandiaBanken er Poul L. Poulsen og hans kollegaer netop ved at gøre klar til at anvende D&B Failure Score, når indehaverne af enkeltmandsvirksomheder skal købe fast ejendom. Også her forventer kreditchefen, at banken kommer til at spare tid og penge på kreditgivningen.
Publiceret 20.06.2005